<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Kystvandring ved Sesterodde

Skrevet mandag d. 28. maj 2018

Kystvandring ved Sesterodde

Søndag den 10. juni arrangerer Hjerteforeningen Skive og Danmarks Naturfredningsforening Skive-Salling den årlige Kystvandring – et landsdækkende arrangement som holdes på mange af Danmarks kyststrækninger, for at vise den danske kyst natur, og hvordan den kan anvendes til sund motion.

Startstedet for kystvandringen vil være den lille parkeringsplads ved Følvigvej tæt på Vile kl. 10.00. Arrangørerne vil være behjælpelige med at få bilerne parkeret.

Følvig – Sesterodde er måske for mange en ukendt strand, men absolut et besøg værd. Drej af A26 ved Nautrup-afkørslen og kør ad Sallingsundvej mod Vile og senere Følvigvej.

Undervejs på den 4 km lange gåtur vil deltagerne under kyndig vejledning fra naturvejledere se på områdets geologi blandt andet Sesterodde-skrænten med 27 millioner år gammelt sort glimmerler med “krabbeboller”. På stranden bestemmes nogle af de sten, isen har transporteret dertil under istiden, f.eks. rhombeporfyr fra Oslofjorden. I skrænten kan man også se digesvaler er og deres redehuller.

Undervejs passeres også et mindre strandengsområde med mulighed for at se nogle af strandens fugle.

Halvvejs på turen vil der være udskænkning af forfriskninger, og tilbage på parkeringspladsen vil de arrangerende foreninger fortælle om deres arbejde for interesserede.

Husk fornuftigt fodtøj, eventuelt en drikkedunk og madkurv en til efter turen.