<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Sunde indkøbsvaner

Sunde indkøbsvaner

Sunde kostvaner starter med sunde indkøbsvaner. Ofte bærer vores indkøb præg af en travl hverdag, hvor der ikke har været tid til de store overvejelser om, hvad der skal puttes i indkøbsvognen.

Indkøbene klares ofte på vej hjem fra arbejde, hvor maven er tom, blodsukkeret lavt, og fantasien ikke rækker langt. Alt for mange indkøb ender derfor med impulskøb, der ofte indeholder for mange kalorier. Risikoen for, at kosten bliver for ensidig, er stor.

Gode tips til planlægning af din indkøbstur

  • Lav din indkøbsseddel på forhånd – og hold dig til den
  • Køb ind når du er mæt eller bestil dine varer over nettet
  • Køb ind på et tidspunkt hvor du har god tid
  • Gå på opdagelse i de sunde afdelinger
  • Læs på varedeklarationerne eller kig efter Nøglehulsmærket og/eller Fuldkornsmærket
  • Lav en madplan for en uge ad gangen og saml dine indkøb over 1-2 gange om ugen

Nemt at vælge sundere

Det grønne nøglehulsmærke gør det nemmere at finde de sundere produkter på hylderne, når du handler. Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre. Et nøglehulsmærke vil derfor betyde et sundere valg indenfor en given fødevaregruppe. Nøglehulsmærket er en frivillig mærkningsordning og producenterne skal leve op til en række krav, for at deres fødevarer kan få Nøglehulsmærket.

Nøglehullet gør det lettere at følge kostrådene i hverdagen:

  • Spar på fedt
  • Spar på sukker
  • Spar på salt
  • Spis flere kostfibre og fuldkorn

Gå derfor efter Nøglehullet når du køber ind.

Vær dog opmærksom på, at Nøglehulsmærket på nuværende tidspunkt ikke indeholder krav til salt i fx pålæg med kød, fisk og ost, så tjek næringsdeklarationen for indholdet af salt.

Fuldkornsmærket

Spis 75 gram fuldkorn dagligt

Danskerne skal droppe det hvide bløde brød og spise mere fuldkorn.

Derfor har industrien sammen med Fødevarestyrelsen og forskellige organisationer, heriblandt Hjerteforeningen, lavet fuldkornsmærket.

 

Kilde.: Hjerteforeningen.dk